”Klokken er 7.00, og jeg er på vej til børnehave med min far. 
Der er helt stille. I ro og fred hænger jeg mit overtøj på plads i garderoben, mens duften af ristet rugbrød rammer min næse. Sammen med min far går jeg ind i børnehaven med mine madpakker i hånden. I garderoben bliver jeg mødt af et ”Godmorgen” fra de voksne. Der er små lamper og stearinlys tændt, så vi alle kan vågne stille og roligt fra den mørke vintermorgen, der omgiver os.
Når jeg har stillet min madpakke i ”Rullemarie”, siger jeg farvel til min far og går ned til vinduet for at vinke. Små aktiviteter er i gang rundt på stuen; en voksen spiller vendespil med et par børn, nogle bygger med Lego. Jeg bliver spurgt, om jeg vil være med til vendespil, og jeg sætter mig glad op til bordet for at være med.
Drypvis kommer resten af mine kammerater i børnehaven, og flere små lege opstår iblandt os. Omkring kl. 9.00 samles vi. Vi får hilst ”Godmorgen” til hinanden med en yoga-solhilsen. Så spiser vi ristet rugbrød og gulerødder, mens de voksne fortæller om, hvad dagen byder på.

I morgen skal jeg sammen med min hjælpeven og et andet sæt hjælpevenner og en voksen lave mad til børnehaven. Derfor skal vi fem i dag gå tur ned til Brugsen og handle. Når vi har spist, går vi ud og tisser, vasker hænder og tager vores overtøj på og er klar til at gå hånd i hånd mod Brugsen.
Da vi kommer tilbage til børnehaven efter noget tid, er en voksen gået med en gruppe børn ned i vores egen skov for at finde dyr. Inde på stuen leger nogle af Viberne og Svalerne ”mor, far og børn” i dukkekrogen. Der er en ”far” og ”mor” på vej med dukkevogn på ”skovtur.” De har taget bøger og frokost med til turen.
En voksen syer klude med en gruppe børn, men jeg vælger at gå ned og spørge, om jeg må være med i hængekøje-hulen. Det må jeg heldigvis gerne. I min børnehave er vi nemlig gode til at lege med hinanden, så alle er med i fællesskabet.
Omkring kl. 10.30 hjælpes vi ad med at rydde op, inden vi alle samles for at gøre klar til frokost. Et sæt hjælpevenner dækker borde med en voksen, mens vi andre børn mødes i garderoben med de andre voksne og leger ”rumpegang.” Det er rigtig sjovt, fordi vi både kan bevæge os hurtigt og superlangsomt, så vores ansigter ser helt skøre ud. Vi griner sammen. Skiftevis går vi ud og tisser og får vasket hænder, mens vi fortæller til en voksen, hvad der skal skrives og tegnes på tavlen til vores forældre om dagens gang.

Vi har faste pladser ved små borde, hvor vi spiser frokost. Før vi går i gang, er vi altid helt stille, inden vi tæller og siger  ”1-2-3-4 bed om ro, værs’go.” På bordene står der små kander med vand, så vi selv kan hælde op. Mens vi spiser, øver vi os i at vente på tur, når vi samtaler, når vi skal bede om vand.
Når vi er ved at være færdige med at spise, læser den voksne en bog højt, som jeg og mine kammerater har været med på biblioteket og låne. For hver måned tager vi nemlig på skift på biblioteket for at aflevere og låne bøger.
Efter frokosten går hvert bord skiftevis ud i garderoben med en voksen for at tage tøj på til at komme på legepladsen. Vi øver os i at hjælpe hinanden med det, der er svært. 
På legepladsen møder jeg mine venner fra Spiren, vores SFO og mine venner fra skolen. Tit leger vi ”fangeleg” sammen. Der er næsten altid en voksen med. Det går stærkt, så vi skal passe på hinanden. 
Nu kan jeg se, at en voksen låser skuret op, og jeg vil rigtig gerne ud at cykle på en banancykel. Vi har lært os selv en kultur om at stå i kø og vente på tur til at gå ind og tage en cykel. 

I dag har vi fælles leg med Spiren. Vi skal lege statue-fange og ”Kyllingemor.” Alle er med. Bagefter går vi om på vores lille legeplads for fælles at spise eftermiddagsmad. 
Bagefter må vi selv bestemme, om vi vil med ind på stuen eller lege videre på legepladsen. Jeg vil gerne blive på legepladsen med mine legekammerater.
Mens jeg sidder på redegyngen og hviner af fryd, kommer min mor for at hente mig.
Vi går ind i garderoben, hvor jeg viser min mor, hvad de voksne har skrevet og tegnet på tavlen, og fortæller om min dag.
Jeg finder selv mine madkasser og putter dem i tasken. Bagefter finder vi en voksen og siger farvel og tak for i dag. Jeg glæder mig til i morgen, hvor jeg skal med til morgensang på skolen og også lave mad til mine kammerater.
Jeg er glad for min børnehave, for her passer vi på hinanden. ”Gode hænder giver gode venner” 
19. november 2024